|
En drøm at holde fast i
Du er så cool,
at jeg ku' synge noget corny.
Du er så sjov,
jeg ku' gå hen og bli' alvorlig
Du er så smuk,
at jeg ku' hviske noget nasty.
Du er den drøm,
som jeg tror, jeg holder fast i.
Men der er længsel
Der er smerter,
der ikke vil forgå.
Der er glæder,
du ikke skal forstå.
Og der er længsel.
Der er klange,
der aldrig får en sang.
Der er sange,
der aldrig får den klang.
Og der er længsel.
Der er låse i døre,
der altid står på klem.
Der er homeboys,
som aldrig vender hjem.
Men der er længsel.
Forsoning
Kryb ind til mig
og hvil min sjæl.
Nordenven
Nordenvind, min gamle ven,
må jeg vel kalde dig,
som kommer igen og igen og igen.
Du, der ryster min rødbøg og riser min birk
og snurrer planternes afsmid i ustyrlige tuer.
Ku' du blæse mig en pelikan,
der lukker veje i mandshøje driver?
Der driver vejfolk til vandvid
og gør politiet udkørt af frarådsel?
En vintervind, der sender mig til min afbudstelefon;
"Desværre, jeg er sneet inde".
Og tripper på kolde planker tilbage til én,
der ligger og skutter og putter
og er klar til den stiveste kuling.
Mens dit lavtryk når sit højdepunkt,
og stormen virkelig puster,
vil vi ae den toryggede kat,
indtil vi ligger og stønner og pruster.
Ku' du blæse mig en pelikan, Nordenven,
så er du min allerbedste vind!
Lykkens blåhjort
Fnysende instinkter parat til flugt.
Stamper i morgendamp om enggrønne tuer.
Kratter i harpiks med barkskarpt gevir.
Springflugt i støvlette buer.
Der trykker du, blåhjort, i mosset fugt,
til dagen igen bli'r orange.
Hvis dagen igen bli'r orange.
Ørne
Også i morgen
skal vi to svæve
over slugternes sug
og styrtdykke
i den sorte månes lufthuller.
Men husk vores ufattelige fang
af vinger,
der kan vende vinde
til opadkredsende
sejrsskrig
kun med blik
for det blå.
Foruroligende
Ved højlys dag
slæbte han en mørk korridor
i kolde lænker.
Solstrejfene
frøs til is
om hans fødder.
Urolige sideblikke.
Frosne ånde i modlys.
En foruroligende mand.
Bristefærdig
Fra saftsvøbte morgenbuske
trillede et bægerfuld
bristefærdige brombær.
Hun knuste i ét klem
den blødende frugt
- og han drak af hendes hud.
Udladning
Som en chok fra en skyfri sommerdag
så de blålyn som smertelige spyd
skille sjæle fra kroppe.
Kvæstede, hævede hænder
stivnede i gerningsøjeblikket.
Dømte til evig fortrydelse
under udladningens kolde energi.
Morgenfugl
Stille morgenfugl
fra milde flyverskjul
i grygrå flugt mod livet.
Tak din vingegud, når du vender hjem,
for det er aldrig sikkert givet,
at der altid står en lille dør på klem.
Lidt sort har også ret
Hvor mange lyse dage har vi fortjent?
Hvor mange lyse nætter har vi drømt?
Hvor mange tårer kan dine smilerynker skjule?
Hvor let er et trin?
Hvor tungt er et hjerte?
Hvor dybt er et savn?
Hvor mild er en barndom?
Lidt sort har også ret.
Engletrin
Engletrin hvisker i det glatte græs.
Lad mig være dit lys, mens vi følges.
Jeg er din ven, fra før vi blev født.
Lad os fødes igen og flyve.
Sammen som majskyer
over hvide kors
i rødt mod hjerter på halv.
Men først skal vi smile os selv lidt i søvn.
Forsigtigt nu - inden den anden side.
Hvem er Gud?
Om nælden og det mindste blad,
om verdens viise mænd på rad,
der magted' ej det mindste skud,
berettes nu om ko-kopi i tro kopi.
Gén-ialt, min barnetro
- hvem spørger nu: Og hvem er Gud?
Til døden os forener
Brænd os i barndommens grøftekant.
I det stille, hvor den milde bæk
vil bære os til det store i det små
- til tidernes ocean.
Men husk vores bølgeslag,
når døden os forener.
Dødsblues
Tøm din last
af triste sange.
Væv mig ind
i et net af blues.
Lær mig at frydes
ved at være bange.
Drik min dødsaries glædesrus.
På kant med glas
På kant med
ild og kulde
lever formen.
I et øjebliks
opmærksomhed
er farven.
Fra kanten
af næste forsøg
kommer resultatet.
Lav profil
Solen holder lav profil
bag kronede træskeletter.
Læhegn giver ly
til ridsede rim
på ryggen af en omvendt mark.
Bladene krøller sig i det kuldskære gry,
mens enebær fryser foran fuglen.
Nulpunktet er nået - påny.
Hæj, se det flammende føl
strider i bidslets stål.
Damper det om hovene?
Smelter det sølv af stive strå?
Men så risler du en bæk af vin
over min krystalsvage hænder,
mens solen holder lav profil.
Dybere ind
Havhorisonten
var ikke kun en erindring
om videre ud,
længere bort,
men også et vidne om,
at vi skulle
nå dybere ind.
Derfor knugede hun hårdt
om sandskarp marehalm
ved korsets fod.
En moden mørkemoster
Du var en af midtbyens mørkemostre.
Med en lang finger klar til at facefucke
hele den borgerlige muzak.
En af Mejlgades monstermegafoner:
"Da tilråber jeg dig, du ydre svinehund,
hvi grynter du, ister...
i vores gader, i vores gader, i vores gader...?"
Nu er du modnet af dine meningers overmod
af din egen smertepligtige recept.
Frøken frost, Fräulein cool.
Sankte Elise, marmor eglise.
Brudagtig lod du falde dit hættehueslør
og bad mig kysse dit punkarrede øre.
Men i ulmet fra grøngrønne øjne
var der stadig værn
bag dine stensatte hænder
om en blødmende indignation.
Du er stadig en af midtbyens mørkemostre,
men der er lys
i din skygge.
Pigerne fra Viby Joj
Der er fuldtoptrukne partymasker
overspændte fredagstasker,
når de kommer klirrende,
Marierne og Sofierne,
på vej ind ad i 9'erne.
Pigerne fra Viby Joj
i deres Hans og Mouritz-tøj
møder altid op i tøseflok
en alliance af trodsig vrissen
mod Egå-bitchenes besserwissen;
en modeemsig mobbeflok
med mer' end godt af mer' end nok.
Pigerne fra Viby Joj
kan meget mer' end modetøj.
Se de blikke, hvis du tør,
har vidnet det, som sker i natten,
har prøvet alt, før de var tretten.
Det' cool nok, si'r de, hvis du spør'.
Der er halvtudløbne makeup-tårer,
minder om de ord, der sårer,
når de sidder stirrende,
Marierne og Sofierne,
på vej hjem ad i 9'erne.
Forføre sig frem
I Jægergårdsgade
står den nye Asger Jorn.
Det' ik' talentet,
der trykker,
men går'n så går'n.
Hans kunstblinde kunder
er mer' end købeklar
ved en fin fernisage
med fingerguitar.
Skal jeg måske beklage,
eller måske afsløre dem,
der ikke holder sig tilbage
med at forføre sig frem?
Afsked
De goeste venner.
De gloeste hænder
om tidsslebne minder
af tralle og trist.
Men vækmørket rammer,
og molbåndet strammer,
når gråden i halsen
bli'r den, der ler sidst.
Kender du det?
Kender du det,
at en dag med klar himmel
uden dig og mig som os
er spildt blå sol,
som utrådte traveture
på skovens oliefede sti
uden at ænse de endnu uanede anemoner
sammen?
Kender du det at kunne kende
en fløjtende forårsfugl i februar
mellem biodisede bybiler
under afklædte citytræers ublufærdige mosaik.
Hvor isblomster florerer,
fryser vores åndsvejr,
og vi memorerer
så kold den lille hånd er
sammen?
Kender du det at være helt hen i vejret,
vidtluftig som pålandskuling,
mens søulkeblikke flugter
over bølgefuger mellem dig, mig og Mols
sammen?
Kender du det at knibe øjnene i
mod en indlysende duft af ozon,
der tryller os fra Tangkrogen til takkede tinder
med indbildt sne og opløftende nedtur
sammen?
Kender du det at synge ordløs stilhed
ind i rytmen af de ord,
du hele tiden vidste, jeg ville sige
om os
sammen?
Kender du det?
Lykken lurer
Lykken lurer,
når livet er en stille sø,
og lune dunhamre
bader fødderne
i ændernes kølvand.
Når søndagslyde
klipper duftlunser af grøn græsvind
ved endnu jomfruelige fodboldbaner.
Se, børnene stamper sandstøv
under syngende gynger,
mens åbne vinduer
sender girokort
pr. efterkrav
fra gårsdagens melodier
serveret med tallerkenklir
og brunende løg.
Men de gamle mænd
vifter urolige briser
med svedtunge filthatte.
For der er altid en tornado
under horisonten.
Manegehingst
Der var grøn høduft i vinden - krydret af i går.
I går med sparkop, bag ud og løbeømme knæ.
I går, da selv for meget var ingenting,
og græssets saftige spor på hendes spinlonryg var en selvfølgelighed.
Så den gamle manegehingst vrinskede oplivet ved tanken om i morgen.
Afstand
I den hvide sky var et "JA".
"Du skal glemme kortet
over begyndelsens lysvej
for at finde stien til evigheden".
Til toppen af siden
|
